LOPPER
Hvad er en loppe?
Den almindeligste loppe herhjemme er katte loppen, som vi finder hos både hund og kat. Hundeloppen er sjælden og knytter sig kun til hunde. Man kan kun skelne de to former fra hinanden ved at vurdere hovedformen i et mikroskop. Katte loppens succes skyldes dens evne til at tilpasse sig begge dyrearter og det tørre indendørsklima, vi har i vores huse. Det danske klima er gunstigt for lopper og udendørs bygges loppebyrden op hen over sommeren og efteråret. Indendørs er det loppesæson hele året.
Lopper er blodsugende insekter, der er 1,5-3 mm lange. De er brunsorte og har en sammentrykt kropsform fra side til side. De har kraftigt udviklede springben, som gør, at de kan hoppe over 30 cm. I dyrenes pels klarer de sig dog ved at løbe mellem hårstråene og til det brug har benene en slags kroge til at hage sig fast med. Hunnerne er større end hannerne.

Hvordan bekæmper man lopper?
Når man går i gang med at bekrige de ubudne gæster, skal man hele tiden have i baghovedet, at det kun er 5% af loppeproblemet, nemlig de voksne lopper, der findes på dyret. Resten er i omgivelserne i form af æg, larver og pupper.
Krigen skal derfor føres på flere fronter. Som det første skal værtsdyret eller -dyrene beskyttes med et egnet loppemiddel. Der er et væld af loppemidler på markedet, og der kommer hele tiden nye til. Ikke alle er lige gode, så det kan betale sig at tage sin dyreklinik med på råd. Nogle af midlerne er endvidere receptpligtige og kan kun fås via dyrlægen. Mange af dem er også effektive over for flåter og andre parasitter.
Loppemidlerne påvirker på forskellig vis loppernes nervesystem, således at de lammes og falder af. Stofferne er ufarlige for varmblodede dyr. Kaniner er dog en undtagelse.
Lopper bekæmpes med både traditionelle insektgifte og med midler, som forstyrrer loppernes vækst. Lopper på hunde og katte bekæmpes fortrinsvis med midler, som rammer lopperne, når de bider hunden eller katten for første gang, så udviklingen af en ny generation forhindres.
HUSK at se og følg vores YOUTUBE kanal HER.